40 år som deltidsbrandmand

mar 1

1. marts kan 64-årige Erik Garfort fra Birkerød fejre 40 års jubilæum som deltidsbrandmand på byens brandstation.

En brand i en carport i Birkerød var Erik Garforts første opgave, da han debuterede som deltidsbrandmand i 1981. Det var ikke en usædvanlig hændelse for byens brandfolk, men for Erik Garfort blev det startskuddet til en lang karriere i Nordsjællands Brandvæsen.

Siden branden i carporten er det blevet til tusindvis af udkald for den garvede deltidsbrandmand, der nu kan fejre 40 års jubilæum.

- Det har været rigtig sjovt at være med i så mange år og få mulighed for at være en del af den store udvikling, der er sket i beredskabet. Der er jo en verden til forskel på arbejdet som brandmand dengang og nu, siger Erik Garfort.

Da han startede som deltidsbrandmand, bestod indsatstøjet af en hjelm og en ulddragt, som kun sjældent blev rengjort. Han husker tydeligt en brand i en villa, hvor kælderen blev brugt til opbevaring af vin. Den voldsomme varme fra flammerne havde fået vinflaskerne til at sprænge, og brandfolkene kravlede derfor rundt i en sø af de dyre dråber under slukningsarbejdet.

- Ulddragten sugede vinen til sig, og jeg kan godt afsløre, at vi ved mange indsatser efterfølgende lugtede fælt af en blanding af røg og gæret vin. Men sådan var det dengang. Hvis vi var i tvivl om varmepåvirkningen, tog vi fat i øreflipperne med fingrene – brændte vi os, var det tid til at komme ud, siger Erik Garfort.

Siden da er brandfolkenes arbejdsmiljø revolutioneret, og i dag er det et af de højst prioriterede områder i brandvæsnet. Erik Garfort har blandt andet været en af hovedkræfterne bag opbygningen af en såkaldt Ren Brandmand-trailer, som netop er sat i drift. Traileren kan trækkes med ud til indsatser og forsyne brandfolkene med nyt indsatstøj samt opbevare det beskidte tøj på forsvarlig vis.

Erik Garfort voksede op i Vangede, og fra barnsben var han, tvillingebroderen og storebroderen fascineret af de røde biler.

Fascinationen var så stor, at drengene udnyttede enhver lejlighed til at få et glimt af brandbilerne i fuld fart.

- Min tvillingebror og jeg kom ved et uheld til at sætte ild til en mark, da et bål under en gryde løb løbsk. Vi løb op på Søborg Hovedgade for at se brandbilerne kommende susende forbi med blå blink og horn, siger Erik Garfort.

De tre brødre har alle gjort karriere i beredskabet. Det samme har Erik Garforts søn.

- Man kan vist godt sige, at min søn er opvokset på brandstationen. Han var bare tre dage gammel, da han var med på brandstationen for første gang. I sin skoletid kom han næsten dagligt på brandstationen, og engang gravede han min pager ned i haven, siger Erik Garfort.

På brandstationen i Birkerød er Erik Garfort langt fra den eneste, der har årelang erfaring som deltidsbrandmand. En håndfuld af de øvrige deltidsbrandfolk har været med næsten lige så længe som ham.

- Det er jo min anden familie. Vi har været igennem rigtig meget sammen og kender hinandens koner og børn. Nu er det jo kaffe, vi drikker, når vi ses på brandstationen, men der var engang, hvor ”efterslukningen” godt kunne trække lidt ud, siger Erik Garfort.

Han er uddannet entreprenørmekaniker og blev i 1983 fuldtidsansat i en delt stilling mellem brandvæsnet og civilforsvaret. I 1986 blev han uddannet brandmester, og året efter gennemførte han uddannelsen som indsatsleder.

Med andre ord kan Erik Garfort om få år også fejre 40 års jubilæum som fuldtidsansat i det kommunale redningsberedskab.

- Jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbig. Så længe, jeg synes, det er sjovt, og jeg også fysisk kan være med, så bliver jeg ved, siger han.

På grund af coronarestriktioner er Erik Garforts jubilæumsfejring i Nordsjællands Brandvæsen udskudt på ubestemt tid.

BLIV brandmand

kurser & uddannelse

Brandkadetter