Rosenbauer vinder Danmarkshistoriens hidtil største udbud på brandbiler

aug 11

Over en treårig periode skal Rosenbauer International levere op til 45 autosprøjter til ni kommunale beredskaber på tværs af landet.

Nordsjællands Brandvæsen har sammen med otte andre beredskaber, Beredskab & Sikkerhed, Brand & Redning MidtVest, Midtjysk Brand & Redning, Trekantområdets Brandvæsen, Beredskab Fyn, Beredskab 4K, Østjyllands Brandvæsen og Vejle Brandvæsen, netop gennemført et kæmpe udbud på brandbiler for op mod 120 millioner kroner.

Forarbejdet til udbuddet startede i efteråret 2020, og det fælles udbudsmateriale blev annonceret i februar 2021.

Ni opbyggere fra ind- og udland ansøgte om at blive prækvalificeret, og efter en lang og spændende udbudsproces og forhandlingsrunde er vi nu endelig klar til at offentliggøre vinderen.

Det bliver Rosenbauer International, der skal opbygge og levere mellem 35 og 45 køretøjer til de ni kommunale beredskaber. Brandbilerne leveres over en treårig periode – fra 2022 til 2024 – og indsættes på stationer på tværs af hele landet.

For Nordsjællands Brandvæsen er der tale om indkøb af ét brandkøretøj i 2022 og med option på yderligere fire køretøjer, som i kraft af brandvæsnets netop vedtagne risikobaserede dimensionering er relevant.

- Flere af vores autosprøjter har både 10 og 20 år på bagen og trænger således til at blive skiftet ud med nye, moderne modeller, som i højere grad sikrer nutidigt arbejdsmiljø og sikkerhed for brandmændene, siger operativ chef i Nordsjællands Brandvæsen, Claus Larsen.

- Med de nye biler opnår vi endnu større driftssikkerhed samtidig med, at vi også teknologisk følger med tiden. De nye køretøjer har blandt mange detaljer partikelfiltre samt sikkerhedsseler og airbag til brandfolkene, og teknikken i dem lever op til nutidens standarder for brandkøretøjer, siger Claus Larsen.

Rosenbauer var i hård konkurrence med et stærkt felt af professionelle opbyggere, men vandt med et kvalitetsprodukt til en skarp pris og skal derfor være leverandør på opgaven. Rosenbauer har budt ind med deres ET-opbygning på et Scania P410 chassis med en CP28 dobbeltkabine.

Ordrens størrelse betyder, at Rosenbauer nu bruger bilen som udgangspunkt til en ny nordisk model med stort fokus på både arbejdsmiljø, kvalitet og funktionalitet.

Efter stand still-periodens udløb den 23. august skriver de forskellige beredskaber kontrakt med Rosenbauer og vil i den forbindelse aftale de nærmere detaljer om levering, opbygning og indretning.

Det er Østjyllands Brandvæsen, der sammen med indkøbsafdelingen ved Teknik & Miljø i Aarhus Kommune har været tovholder på udbuddet.

Se en præsentationsvideo af Scania-bilen her:

BLIV brandmand

kurser & uddannelse

Brandkadetter