Lørdag den 26. september åbner brandstationen i Fredensborg portene og inviterer hele familien indenfor til en dag med brandbiler, aktiviteter og mulighed for at møde nogle af de mange mennesker, der er en del af Nordsjællands Brandvæsen.
Fra kl. 10.00 til 13.00 kan både børn og voksne besøge brandstationen på Helsingørsvej 25, 3480 Fredensborg og komme tættere på både brandfolk, brandkadetter og Det Supplerende Beredskabs frivillige.
Hvordan ser en brandbil ud indeni? Hvilket udstyr bruger brandfolkene, når de rykker ud? Hvad laver de frivillige, når de understøtter beredskabet og skaber tryghed ved lokale arrangementer? Og hvordan er det at være brandkadet og allerede som ung få erfaring med brand og redning?
I løbet af dagen bliver der mulighed for at se køretøjer og udstyr på nært hold, stille spørgsmål og høre mere om de forskellige roller og opgaver i brandvæsenet. Brandkadetterne og de frivillige vil også være til stede og fortælle om deres arbejde og vise nogle af de aktiviteter, de beskæftiger sig med.
– Åben brandstation er en rigtig god anledning til at møde borgerne og vise bredden i vores beredskab. Det handler selvfølgelig om vores brandfolk og det operative arbejde, men også om vores brandkadetter og frivillige, som begge er en vigtig del af Nordsjællands Brandvæsen, siger Kenneth Grønberg, der er operativ chef i Nordsjællands Brandvæsen.
Arrangementet er gratis, og der vil være oplevelser for både store og små. Så tag familien med og brug et par timer på at opleve brandvæsenet fra en side, man ikke møder hver dag.
Åben brandstation i Fredensborg
Lørdag den 26. september 2026 kl. 10.00-13.00
Helsingørsvej 25, 3480 Fredensborg
Alle er velkomne – vi glæder os til at se jer!