Har du nogensinde spekuleret på, hvordan det føles at sidde bag rattet på et udrykningskøretøj? Hvor tung er en brandslange? Og hvad en brandmand egentlig laver, når alarmen lyder?
Det kan både børn og voksne opleve, når Nordsjællands Brandvæsen inviterer til åben brandstation på brandstationen i Hørsholm lørdag den 22. august 2026 kl. 10.00-13.00 på Ådalsvej 52, 2970 Hørsholm.
Denne dag åbner brandfolkene portene og byder lokalområdets borgere indenfor til en hyggelig og lærerig dag med masser af oplevelser. Her kan du komme helt tæt på brandbilerne, møde de lokale deltidsbrandfolk og få et indblik i, hvordan hverdagen ser ud i et moderne brandvæsen.
“Vi glæder os rigtig meget til at invitere borgerne indenfor og vise, hvad vi går og laver. Det er en god mulighed for at komme i dialog med os – både med børn, der er nysgerrige, og voksne, der måske overvejer at blive deltidsbrandmand,” siger Kenneth Grønberg, operativ chef i Nordsjællands Brandvæsen.
Arrangementet er gratis og henvender sig til hele familien. Der vil være aktiviteter for både de yngste og de ældste, så alle kan få en spændende oplevelse og blive klogere på det lokale beredskab.
Åben brandstation er en del af Nordsjællands Brandvæsens arbejde med at skabe større kendskab til brandvæsenets opgaver og styrke relationen til borgerne.
Alle er velkomne – så tag familien med og kig forbi til nogle spændende timer i brandvæsnets verden.
Find arrangementet på Facebook og følg Nordsjællands Brandvæsen for flere kommende arrangementer.