Lige nu har unge i Fredensborg og Rudersdal kommuner en unik mulighed for at blive en del af et helt særligt fællesskab. Nordsjællands Brandvæsen starter nye brandkadethold op og tilmeldingsfristen er lige om hjørnet.
At være brandkadet er meget mere end en fritidsaktivitet. Det er et forløb, hvor de unge udfordrer sig selv, styrker deres selvtillid og får erfaringer, de kan tage med sig resten af livet.
Som brandkadet lærer man elementær brandbekæmpelse og førstehjælp, og man får indsigt i de mange opgaver, som brandfolk varetager. Undervisningen veksler mellem teori og praksis, og de unge prøver kræfter med opgaver, der kræver både samarbejde og mod.
Forløbet giver de unge mulighed for at afprøve deres grænser i trygge rammer. De oplever styrken i at være en del af et hold, hvor alle bidrager, og hvor sammenhold og tillid er afgørende. Det er læring, der rækker langt ud over brandstationen, og som kan bruges i mange andre sammenhænge i hverdagen.
”Brandkadetuddannelsen giver de unge succesoplevelser, de tager med sig ind i deres fremtid. De lærer at samarbejde, rykke personlige grænser og samtidig få indblik i en vigtig samfundsfunktion,” siger brandkadetinstruktør Kenny Thomsen fra Nordsjællands Brandvæsen.
Projektet har til formål at give unge en positiv og meningsfuld fritidsaktivitet, som kombinerer faglig læring med sociale fællesskaber. Samtidig styrkes det lokale beredskab, når flere får indsigt i brandsikkerhed, forebyggelse og førstehjælp.
Brandkadetuddannelsen tilbydes i samarbejde med UngFredensborg og Ung i Rudersdal. Piger og drenge fra 7., 8., 9. og 10. klasse kan søge om optagelse, og det er gratis at deltage.
Det nye brandkadethold starter i september, og tilmeldingsfristen nærmer sig. Der er et begrænset antal pladser, så det er en god idé at søge i god tid.
Læs mere og tilmeld dig her:
Rudersdal: Brandkadet – bliv en del af et brandmandsfællesskab – Ung i Rudersdal
Fredensborg: Brandkadet 2025/26






