Da Jacob Poulsen for otte år siden mødte en gammel kollega fra glarmesterfaget på gaden, tog hans liv en ny drejning. Kollegaen var deltidsbrandmand på den lokale brandstation og spurgte Jacob, om det ikke også var noget for ham.
”Kan jeg det?” var Jacobs umiddelbare reaktion. Men svaret var et klart ja – og kort efter stod han selv klar på Station Fredensborg iført den gule observatørvest.
Hans allerførste udkald står stadig klart i hukommelsen. Klokken var lidt over ét om natten, da alarmen gik: en automatisk brandalarm. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på den helt nye observatør, og Jacob var overbevist om, at nu gjaldt det en ”rigtig” brand. Han hoppede ind på brandbilen med hjertet i halsen – mens han samtidig bemærkede, at hans mere erfarne kolleger tog situationen en del mere roligt.
For selv om en automatisk brandalarm godt kan vise sig at være reel, er det i mange tilfælde ikke en egentlig brand. Og den forskel mærkede Jacob tydeligt på stemningen i kabinen.
”Jeg følte mig som en jubelidiot bagefter,” siger han og konstaterer, at oplevelsen alligevel blev en vigtig påmindelse om, at ro og rutine kan være lige så værdifuldt som den første, brusende spænding.
Oprindeligt er Jacob uddannet glarmester, og de håndværksmæssige kompetencer er kommet ham til gavn utallige gange i brandmandsarbejdet. Evnen til at bruge hænderne, tænke praktisk og finde løsninger under pres er noget, han har taget med fra faget.
Men for nogle år siden tog han et stort karriereskifte. Han lagde værktøjskassen på hylden og uddannede sig til pædagog. I dag arbejder han på en skole i Holte.
”Som pædagog lærer man at læse mennesker, være rolig og skabe tryghed. Det er præcis de samme kompetencer, jeg bruger, når vi møder borgere i pressede situationer. Jeg kan mærke, at de to verdener supplerer hinanden rigtig godt.”
For Jacob er det fællesskabet på brandstationen, der fylder mest, når han taler om sin tid som brandmand. Han husker tydeligt, hvordan han selv som ny forsigtigt spurgte, om nogen kunne hjælpe med at sætte vinduer i hjemme hos ham. Søndagen efter stod tre kolleger klar – og pludselig blev den private opgave til en hyggelig dag med grin, samarbejde og sammenhold.
I dag er det Jacob selv, der tager imod nye kolleger og hjælper dem godt ind i flokken:
”Jeg kan huske, hvordan det var at være helt ny. Det er vigtigt, at man mærker, at man ikke står alene – hverken til en udrykning eller i hverdagen.”
At være brandmand har givet Jacob noget, som hverken glarmesterfaget eller pædagoguddannelsen alene kunne give: større selvtillid og tro på egne evner.
”Jeg har fundet ud af, at jeg kan meget mere, end jeg selv troede. Det er en fantastisk følelse.”
For Jacob handler det ikke kun om at rykke ud til brand eller ulykker. Det handler også om at være tæt på lokalsamfundet, møde borgerne og mærke, at hans indsats gør en forskel.
”Det er utrolig givende at kunne hjælpe andre – og samtidig være en del af et så stærkt fællesskab. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle undvære det.”
